Kipili

I slutningen af december måtte jeg desværre anerkende, at mit Tanzania-afsnit under overskriften Kipili var nået til sin ende. På trods af at det hele tiden lå lidt i baghovedet i den afsluttende tid, at der ikke var lang tid tilbage, var den sidste måned nok en af de aller bedste i Kipili. Det blev ligesom klart, at det snart var slut, og alting blev lidt mere intenst, for vi skulle gerne nyde så meget som muligt at den sidste tid. Samtidig blev vores forhold til landsbyen og menneskerne stadig bedre og bedre. Det var derfor ikke det mindste nemmere, da det blev d. 22. december og Pauline og jeg måtte forlade Kipili.

Solnedgang over Tanganyika

I starten af december gik Chekecheaen på juleferie. Det var planen, at der skulle afholdes en afslutningsfest om fredagen i den sidste uge, hvor skolen stadig var åben. Halvdelen af børnene havde gennemført Chekechea og skulle derfor videre i første klasse efter ferien. Dog havde forældrene ikke indbetalt til en afslutningsfest, så den måtte i første omgang udskydes. Hele den sidste uge i Chekechea blev brugt på at øve skuespil og sange med de store, som de skulle vise til festen. Vi havde skrevet til skuespil, som handlede om at hjælpe hinanden og være søde ved hinanden. Børnene elskede at lave skuespil, særligt Tatu, som fik lov at spille lærer. På trods af at det færdige resultat var lidt kaos-præget, var det nu meget sjovt og lærerigt for børnene. Derudover skulle børnene øve sig i at vise forældrene, hvad de havde lært, så de øvede sig i at sige alfabetet, tælle, både på swahili og engelsk, og også i at sige bibelvers udenad. 

Efter at skolen lukkede, gik vi i en uges tid i en forventning om, at afslutningsfesten skulle holdes. Desværre måtte vi indse, at forældrene aldrig ville indbetale pengene til at holde afslutningsfest for børnene, så Pauline og jeg aftalte i samarbejde med læreren at holde en lille sammenkomst for at fejre børnene. Vi bagte en kage, og børnene mødte fint pyntede op til fotografering, kagespisning og hygge. Det var til stor glæde for Pauline og jeg, at vi fik mulighed for at tage godt afsked med børnene, og at vi også fik fejret de store, som nu var klar til at skulle i første klasse.

Lily og Tatu laver perler

En glad Rose klar til første klasse

De store børn optræder med sang og dans

Kipilis Chekechea efteråret 2016

På trods af at Chekechea-arbejdet endte før end at vores tid i Kipili var slut, havde vi rigeligt at lave i december måned. Vi arbejdede intenst for at nå så langt som muligt med vores engelskelev juma, og derudover brugte vi megen tid på at lave forskelligt afsluttende arbejde til chekcheaen i form af forskellige skemaer og en syllabus, over hvad børnene i chekechaen skulle lærer. Det var et stort arbejde, da dokumenterne både skulle skrives på engelsk og swahili, men med en masse kaffe og regnfulde formiddage gik det heldigvis. Jeg mærkede i alt fald en stor tilfredsstillelse i at afsluttte vores arbejde på en god måde, så alt, vi havde lavet, ikke bare ville glide ud i sandet.

Vi havde derudover et par børn fra Chekecheaen, som Pauline og jeg forsatte med at undervise i ugen efter, at skolen var lukket. De havde lidt udfordringer i både swahili og matematik, så det var nogle af de ting, vi trænede lidt ekstra med dem. 

Alfan lærer alfabetet

Tyson og Kingo efter en formiddag med ekstraundervisning

De dage hvor de regnfulde morgener startede ud med chapati (tanzanianske pandekager), 

 var skrivearbejdet ikke så slemt igen :)

Herudover holdte vi den sidste børneklub, for landsbyens børn. Det var den mest succesfulde gang med børneklub, som vi har holdt. Der var utrolig mange børn, som gerne ville med. Vi fortalte en bibelhistorie, og så lavede vi perler med børnene. Det var en kæmpe succes, og det var meget vemodigt, da vi i slutningen af børneklubben måtte sige farvel til børnene. Børneklubben er en del af vores arbejde i Kipili, som jeg har nydt utrolig meget og virkelig har brændt for. Det blev kun mere og mere tydeligt for hver eneste gang, hvor meget disse børn havde brug for nogle voksene, som ville dem både i leg, men også som ville fortælle dem, at de er elsket af Gud. Det kunne til tider være svært at komme afsted, når vi skulle i gang med børneklubben, da det både i starten var grænseoverskridende at skulle fortælle børnene bibelhistorie, men også da vi ikke havde en anden forpligtelse end den for os selv og så naturligvis for børnene. For mig at se var forpligtelsen overfor børnene dog så stor, at det drev os ud af døren, og jeg må sige, at altid jeg kom glad hjem fra børneklub med en følelse af, at det vi lavede gav mening. Det har alt i alt været en kæmpe velsignelse at kunne starte sådan et lille projekt op i landsbyen og på den måde være sammen med landsbyens børn om ordet om Jesus. 

Børnene synger sammen med Pauline

Vi laver perler

Pigerne laver armbånd

Vores søde børneklubbørn viser deres armbånd frem

På trods af at vi befinder os i et noget andet klima end det danske, og det derfor var knap så nemt at finde december-følelsen frem, forsøgte vi alt, hvad vi kunne. Vi bagte diverse forskellige julesmåkager, klippede og klistrede for at pynte huset op og tændte op i stearinlys. På trods af at det var forholdsvist svært at styre bagning af julesmåkagerne i vores ovn, som kører på brænde, så blev det ganske vellykket, og vi fik en rigtig hyggelig december måned.

1. december med lys og pebernødder 

Pebernødder i brændeovn

Varmedrikke, lys og hygge

Det, der dog må siges at have fyldt aller mest i december måned, var vores venskaber i landsbyen. Hver eneste dag fik vi besøg af vores venner Gaudence og Mary samt en masse andre unge mennesker fra byen, som bare gerne ville hygge. Det førte til utallige hyggelige eftermiddage. I weekenderne stod den ofte på en lille gåtur ud til katedralen, hvor vi lavede pandekager eller anden lækker mad og gerne holdte lidt bibelstudie. Det var utroligt givende at have god tid til venskaberne i slutningen af vores ophold, da det netop er de mennesker, der er kommet aller tættest på os. Det har været helt fantastisk, at vi har fået nogle mennesker på vores egen alder så tæt på. Det gav noget helt specielt at kunne være sammen med dem og snakke om liv og tro og ellers bare hygge helt vildt. Jeg oplevede den sidste tid i landsbyen som utrolig intens, da det lå i både Pauline og jeg, men tydeligvis også i vores venner, at tiden var knap. Det lå på mange måder også lidt i luften, når vi var sammen med vores venner, og der skulle ikke meget til, for at stemningen blev skiftet til meget trist. Heldigvis snakkede vi om tingene, og gjorde alt hvad vi kunne for at nyde den sidste tid, vi havde sammen.

Gaudence og Mary

Vi laver med på øen Manda Ulwile 

Gaudence, Mary, Pauline og jeg

Sailor Gaudence

En af de utallige ture til katedralen

Da vi nåede slutningen af december måtte vi desværre se i øjenen, at det var tid til at tage afsked med Kipili og vores venner og bekendskaber i landsbyen. Det var med en klump i maven, at jeg d. 22. december vågnede op til realiteten om, at i dag skulle jeg forlade Kipili. Dagen før afskeden havde Pauline og jeg været rundt i byen og tage afsked. Det var en hård omgang, og jeg kunne mærke, at jeg blev meget påvirket af at skulle tage afsked. Det aller sværeste var dog at skulle sige farvel til Gaudence, Mary og hele deres familie. Vi var nede ved dem i meget lang tid dagen før vi skulle tage af sted, og det var utrolig godt for både Pauline og mig at have god tid til at tage afsked med den familie, der havde vist os så utrolig megen gæstfrihed og godhed.

Da det blev middag d. 22. december kunne vi dog ikke trække tiden mere. Pauline og jeg havde sendt vores ting med Knud til Sumbwanaga et par dage tidligere, så vi havde bestemt os til at gå ud til landsbyen Katongolo, som ligger 7 km fra Kipili, hvorfra vi skulle med bussen ind til Sumbawanga. Gaudence, Mary og deres lillebror Andren fulgte os hele vejen til Katongolo på trods af, at det var i middagssolens hede. Det stak i hjertet, da vores bus kom, vi måtte sige farvel og stige på.

Det var en helt ubeskrivelig følelse jeg sad tilbage med, da bussen kørte. En blanding af stor sorg og stor taknemlighed. Da jeg ankom til Kipili, kunne jeg ikke have forestillet mig, hvor meget jeg bare ville få i landsbyen, hvor velsignet jeg ville komme til at føle mig. Min tid i Kipili har være helt fantastisk, og jeg har virkelig følt, at Gud har været med Pauline og jeg i vores arbejde og i vores venskaber, og jeg må sige, at jeg bare er helt vildt taknemmelig for det hele.

Fantastiske venner 💛

Uddannelse, undervisning og udflugter

Min tid i Kipili går desværre mod sin afslutning, og det kan godt mærkes. På mange måder er året ved at rundes af, det gælder både i Cheke Chea'en, hvor vi er gået ind i nogle af de sidste uger, men det mærkedes også, da vi for et par uger siden holdte afslutningfest på snedkerskolen. Fem af eleverne var succesfuldt blevet færdige med deres tredje år på skolen, og de kunne dermed kalde sig snedkere. Lørdag formiddag blev deres eksamensprojekter, en seng og en stol, bedømt af missionæren Knud, hvorefter der blev holdt fest med lækker mad, sodavand og taler. Selv fik jeg også bikset en tale sammen, da det pludselig var volontørernes tur til at holde tale. Hernede er det sjældent, man får tid til at forberede sig på at skulle tale foran andre. Det er meget typisk, at der bare bliver udpeget en til at holde en tale eller sige nogle ord. Heldigvis behøver talen dog ikke være mere end nogle få sætninger, det er nok til, at man kan sige tak og sætte sig igen.

De færdiguddannede snedkere med deres diplomer

Vi volontører havde brugt formiddagen på at bage en kage som gave til snedkerne, og heldigvis er kage altid et hit hernede. Efter alle festlighederne skulle der naturligvis lige tages en masse billeder, hvilket som oftes ender ud i kaos, men sjovt det var det.

Fællesbillede med snedkerne

Den nyuddannede snedker Deusi og mig

Arbejdet i Cheke Chea'en er jeg fortsat utrolig glad for. Vi kan mærke stor forbedring i forhold til respekt fra børnenes side, og det er dejligt også at mærke, at vi lærer flere og flere metoder til at lave spændende undervisning til børnene. Det har blandt andet ført til, at vi har lavet en sundhedsuge for børnene. Her var temaet både var sundhed og hygiejne, men vi fik også tid til to dage, hvor fokusset lå på at være en god ven. De første par dage handlede om basal hygiejne, hvor børnene fik undervisning i toiletbrug, håndvask, tandbørstning, drikkevand og håndtering af skrald. Læreren Happy underviste dem i emnet, hvorefter Pauline og jeg til hver dag havde tegninger klar af forskellige situationer, hvorefter børnene skulle sige om det, personen på billedet gjorde, var godt (vizuri) eller skidt (vibaya). Herefter blev billederne hængt op på væggen, hvor de stadig hænger og hver dag minder børnene om, at de skal huske at bruge toiletterne, vaske hænder og smide skrald i skraldespanden.

Under "Vibaya"-skiltet er der tegninger, der viser,

 hvad man ikke skal gøre

Under "Vizuri"-skiltet er der tegninger, der viser,

hvad der er godt at gøre

I forbindelse med temaugen måtte vi også lave nogle praktiske ændringer i Cheke Chea'en. Børnene havde ikke et godt håndvaskesystem, hvorfor vi byggede et system af træstykker og flasker, som kan betjenes uden hænderne. Heldigvis var vores ven Gaudence en god hjælp, da vi ikke selv har så stor erfaring med bygning af håndvaskesystemer. Det kan vist roligt siges, at det er hans skyld, at håndvaskesystemet stadig står i dag. Derudover måtte vi også investere i en skraldespand, da det ikke var noget vi havde i Cheke Chea'en tidligere.

Gaudence er i fuld gang med bygning af håndvask

Det færdige håndvaskesystem 

(som dog senere blev udvidet med endnu en dunk til sæbe)

Vi så stor forbedring i Cheke Chea'en efter sundheds- og hygiejnetemaet, så jeg synes, det var en rigtig relevant uge at have. Børnene er altid meget stolte, når de har vasket hænder eller smidt noget i skraldespanden, så det er dejligt at se, at det gav mening at have undervisning omkring det.

De to sidste dage i ugen handlede om temaet venskab. Den ene dag fik børnene lidt undervisning i, hvordan man kan være en god ven, og vi lavede en leg, hvor man skulle hjælpe hinanden. Hvor meget børnene konkret fik ud af den undervisning, er jeg ikke helt sikker på, men om ikke andet, har vi også billeder på væggen nu, som minder børnene om, at det ikke er godt at slå og sparke.

Den sidste dag i ugen tog vi et smut ned til søen, hvor alle børnene fik lov til at bade. Der var vildt god stemning, og børnene elskede det virkeligt. Desværre var jeg den morgen begyndt at få det dårligt, men jeg gik på trods af det med ned og badede. Senere på dagen måtte jeg dog indse, at det nok var en omgang malaria, jeg havde fået fat i. Jeg fik i hvert fald en kur, og blev efter få dage helt frisk igen.

Søde Tyson, der elsker at bade

Rose og Ester leger

Det er tydeligt, at jo mere tid vi har brugt i Kipili, jo flere muligheder for at lave forskellige ting dukker der også hele tiden op. Det gælder blandt andet i forhold til de arbejdsmæssige planer, hvor vi fx har en god række af folk, der gerne vil have engelskundervisning. Dog er det ikke alle, der reelt får taget sig tid til det, når det kommer til stykket. Snedkerdrengene er ved at være færdige med undervisning for i år, så det er kun få derfra, der stadig får undervisning, men derudover har vi stadig en mand, Juma, som vi har undervist i nogle uger nu. Han er utrolig flittig til at læse og øve sig i engelsk, så vi ser utrolig store fremskridt med ham. Vi er begyndt at skrive små tekster til ham, som han skal læse og oversætte, og det er meget imponerende, hvor langt han er nået på kort tid.

Vi var også begyndt på at undervise en ung pige i swahili. Desværre er hun flyttet hjem til sin hjemby, og vi har derfor ikke længere mulighed for at undervise hende.

Pauline, Juma og mig

Udover nye muligheder i forbindelse med det arbejdsmæssige, dukker der også flere og flere gode fritidsaktiviteter op. Alle weekender er typisk proppet med forskellige udflugtsmål. En lørdag bestemte vi os til at gå fra Kipili til byen Kirando, som ligger omkring 15 km herfra. Vi tog afsted tidlig morgen for at undgå at gå i de varmeste timer. Vi tog afsted sammen med Gaudence, så der blev snakket en masse på hele turen, og efter 3 timer ankom vi til Kirando. Gaudence søster Mary var allerede i Kirando ved nogle slægtninge, så her blev vi inviteret ind og fik både morgenmad og frokost. Vi fik spillet en masse Skipbo, og da en onkel kom ind i stuen og så, at tv'et ikke var tændt, fik han da også fyret op for noget koreansk pladderromantik. Det er altid en oplevelse at komme hjem og besøge folk i Tanzania, og det er fedt at være afsted sammen med Mary og Gaudence, som vi kender rigtig godt, da man føler sig noget mindre fremmed, når man følges med dem. Vi tog dog hjemturen fra Kirando til Kipili på piki piki, da det nok var en lige stor nok mundfuld at skulle bruge 3 timer på at gå tilbage.

Mig, Mary og Gaudence i gang med et af vores mange spil Skipbo

Allerede dagen efter tog vi på den næste udflugt. Vi tog ud til den gamle katedral lidt fra Kipili sammen med Mary og Gaudence, hvor vi medbragte gryder og ingredienser til at lave mad. Vi gik den halve time derud, hvorefter vi begyndte at gøre klar til at skulle lave mad. Da standardkøkkenet i Tanzania er et bål, var det heldigvis ikke det store problem, at skulle lave mad over bål ude ved katedralen. Vi havde taget mel med til at lave ugali, en dejagtig masse, som er det der spises aller mest af hernede. Den salgs ugali, jeg typisk har spist her i Tanzania, er lavet på majsmel, men mange i Kipili bruger mel af cassavarødder, og det var denne slags, vi havde taget med. Jeg har smagt ugali af mihogo (som cassavarødder hedder på swahili) en enkel gang før, men det var kun en lille bid. Det var derfor sjovt og faktisk også ganske lækkert, at smage det igen. Herudover lavede vi tre slags tilbehør af forskellige grønsager, der blev stegt, som vi spiste til ugalien. Til dessert lavede vi danske pandekager med sukker. Vi var alle sammen vilde med, og det var en lækker kombination af tanzaniansk og dansk mad.

Pauline, Mary og Gaudence i gang med at stege og snitte

Mary og Gaudence laver ugali

Der spises pandekager

Når vi tager på udflugt med nogle af vores venner, skal vi som oftes gå et godt stykke, og det er altid en dejlig mulighed for at få snakket med dem, også om mere seriøse emner. Der har været flere gode muligheder det sidste stykke tid, for snakke sammen omkring evangeliet. Vi har længe vist det til en vis grad, at evangeliet ikke fyldte så meget hos mange kristne hernede i Tanzania, men at handlinger har en meget central plads i deres teologi, men igennem samtaler med vores venner hernede, er det bare blevet endnu tydeligere. Derfor er det også helt vildt fantastisk, hver gang der kommer en mulighed for at snakke med vores venner om Jesus og endda også læse i biblen med dem. Jeg købte sidste år en bibel, hvor halvdelen af siden er engelsk, den anden halvdel swahili. Det er et godt redskab til at læse i biblen med dem, for så har man altid en engelsk oversættelse lige ved hånden, når bibel-swahili bliver lige svært nok. På trods af at man efter en snak kan blive nedtrykt over, at mange tanzanianere tydeligvis kender biblen, men ikke har taget evangeliet til sig, er det en meget opløftenede følelse at vi, selvom vi kommer fra forskellige baggrunde og egentlig taler forskellige sprog, kan være med til at tale med dem om evangeliet og dele tro.

Bibelstudie på Knuds terrasse

Vi har i Cheke Chea'en bibelfortælling hver morgen, hvor læreren fortæller børnene en historie fra biblen. I den forbindelse holdte vi et møde med læreren omkring evangeliet, og hvad det egentlig var, at det ville være godt, hvis børnene lærte. Det var et udfordrende møde at have på swahili, da vi vidste, at hun nok stod lidt et andet sted, end vi gjorde, og før mødet var vi meget nervøse for det. Heldigvis stod vi ikke alene med det, og det gik overraskende godt. Vi fik en god samtale om evangeliet, og hvem Jesus er for os. Det, håber vi rigtig meget, vil smitte af i de bibelfortællinger, som læreren fremover fortæller i Cheke Chea'en.

Som det nok er fremgået af flere af mine blogindlæg fylder søskendeparret Gaudence og Mary meget i vores hverdag. De er blevet vores utrolig gode venner, og hele deres familie er ufatteligt søde mod os. Vi har flere gange været nede at spise hos dem, lege tanzanianske lege og generelt bare være sammen med hele familien. Moderen i huset møder os altid med et knus, hvilket bare er utrolig kærligt og overvældende. Hverken Gaudence eller Mary studerer i øjeblikket, da familien har mange børn og lige nu ikke har penge til, at de kan studere. Det er hårdt at se dem lave ingenting dag for dag, og miste håbet på en fremtid med uddannelse mere og mere. Heldigvis har et af projekterne for tiden været at få snakket med dem om, hvilke muligheder de har med deres liv. Her har vi blandt andet haft Knud med indover, da han ved utrolig meget om uddannelse i Tanzania og kan give mange gode råd. Desværre er det ikke kun penge, der har været et problem for de to. Deres tidligere skolegang har ikke givet de bedste resultater, og det er derfor ikke lige let at komme videre i uddannelsessystemet. Lige nu ved vi ikke, hvad der kommer til at ske med de to søskende, men vi beder om, at der må være en vej til, at de kan få en uddannelse en dag.

Vi spiller det tanzanianske boldspil GoGo

Når vi nu i det sidste stykke tid har sat og lidt ind i uddannelsessystemet i Tanzania, må man bare stå tilbage med åben mund og være utrolig taknemlig for det uddannelsessystem, vi har i Danmark. Vi har mulighed for gratis uddannelse, og vi har næsten altid mulighed for at arbejde os op til et højere uddannelsesniveau. Godt nok kan det være, at man har brokket sig over at skulle gå i skole, da man var mindre, men hold da op, hvor er vi priviligerede, at vi har så let adgang til god uddannelse. Sikke en velsignelse.

Aften i Kipili - langt ude i horisonten bag øerne, 

kan man se Congos bjerge

  

Genforening, afsked, afsked, genforening

Min tid i Tanzania dette år og sidste år har bragt utrolig mange fantastiske relationer med sig. Det gælder både i forhold til Tanzanianerne, men også i forhold til medvolontører. Det er dejlige og givende relationer at være i, men det betyder desværre også afsked på et tidspunkt. De sidste par uger i den grad været præget afsked, men heldigvis også af genforening.

I første omgang var der tale om en genforening. En fantastisk skøn genforening – og I de helt rigtige rammer! Da vi i starten af november kørte fra Kipili ind til Sumbawanga og nåede Peter's House ventede nemlig et gensyn med Anne, som jeg var volontør sammen med i efteråret 2015. Det var meget surrealistisk, at vi fik lov at se hinanden igen i Tanzania, og så endda på Peter's House. Det var bare et helt vildt vidunderligt gensyn.  

Allerede den næste morgen tog hele volontørgruppen på tur til Katavi Nationalpark. Jeg var i Katavi sidste år i forbindelse med min volontørtid på Peter's House. Det var en helt fantastisk tur, men da det var i en stor bus og med tre børn på skødet, ville denne safarioplevelse højst sandsynligt blive noget anderledes. Vi ankom lidt over middag, fik parkeret vores bil, hvorefter vi steg ind i den lejede safaribil sammen med vores guide, Juma. Dagen bød på en helt vildt fantastisk safari, hvor vi så alle de dyr, som man bare skal se: elefanter, giraffer, zebraer, antiloper og mange flere dyr. Vi fik også et flot syn af løver helt tæt på. Desværre var vi ikke så heldige at se en leopard, som er meget sjælden. Til gengæld fik vi dens bytte at se, da vi i et af træerne kunne se en død antilope, som var blevet slæbt derop af en leopard.

Pauline og jeg stående i safaribilen

Twiga

Mamba

Viboko

Tembo

Christina og jeg

Natten tilbragte vi i telte meget tæt på et vandhul med massevis af flodheste. Da jeg vågende ved midnat og hørte lyde blev jeg da også nødt til at kigge ud af teltet. Flodhestene kan godt finde på at forlade vandhullet om natten, men heldigvis var det ikke det, jeg hørte. Næste morgen tog Marie, Pauline og jeg op i den nærliggende landsby, hvor vi købte helt frisklavede chapati (pandekager) og vitambuo (risboller, der ligner æbleskiver). Herefter tog vi med Juma på en morgensafari og nød synet af dyrene, mens vi spiste vores friske morgenmad. Det var en lige så fantastisk oplevelse at være på safari anden gang. Om morgenen skulle dyrene til vandhullerne for at drikke, så der var meget liv i dyrene. Det var på mange måder lidt svært at forstå, at det er vilde dyr, som ikke er indhegnet, men i virkeligheden bare kan gå hvorhen de vil.

Simba

Twiga og tembo

Manga fantastiske twiga

På morgensafari

Giraffer ved et vandhul med flodheste

En sovende løve helt tæt på

Vordesvin

Marie, Pauline, mr. Tembo og jeg

Anne, Pauline og Safari - pure happiness

Efter en god safarioplevelse tog vi fredag aften tilbage til Kipili sammen med Grete, Aage og Anne. Lørdag morgen havde vores mama lavet chapati til os, og efter morgenmaden tog vi med vores rigtig gode ven Gaudens og hans søster Mary med båd til byen Kirando, som ligger omkring 15 km fra Kipili. Her tilbragte vi en virkelig dejlig dag med høj stemning hele vejen igennem. Vi fik et lækkert måltid mad lige ned til vandet og gik ellers bare rundt og så byen. Alt i alt var det en virkelig skøn dag både for os danskere, men absolut også for vores tanzanianske venner.

Middag lige ud til Tanganyikasøen

Gaudens

En overvældende dejlig weekend sluttede dog af med en afsked. Søndag efter kirke tog Grete og Aage tilbage mod Sumbawanga, og da deres tur kort tid efter gik til Danmark, var det en afsked for denne gang i Tanzania med dem. Det var vemodigt at skulle sige farvel til dem, de har virkelig været fantastiske mennesker at lære at kende og få lov at være en del af et arbejdsfællesskab med – også på trods af at vi ikke var i samme by. De vil blive savnet utrolig meget her i Tanzania. Med deres altid gode humør og gå på mod har de i deres tid hernede været et kæmpe forbillede for mig. Man kan vist roligt sige, at vi hernede fra ser frem til et gensyn i Danmark.

Den følgende uge var nok en af de mest atypiske uger her i Kipili. Vi havde besøg af Anne, hvilket bare var helt vildt skønt. Det var vidunderligt at vise hende Kipili fra den vinkel, som jeg nu er kommet til at kende den fra, og dejligt at se, at hun også oplevede alt det, den kan give, og at hun var åben for venskaber med landsbyens beboere. Derudover så løber mig og Anne aldrig tør for samtaleemner, og da hun derfor tog tilbage til Sumbawanga efter en uge, var vi slet ikke færdige med at få talt om alt det, der var sket og skulle ske. Men nogle virkelig fantastiske dage, det må det siges at være, og jeg er utrolig taknemlig for at have fået mere tid med Anne i Tanzania.

Anne og jeg i Kipili

Ugen var dog ikke kun atypisk, fordi vi havde gæst fra Danmark. Vi havde haft nogle dejlige dage med en hyggelig tur til den gamle katedral en halv times gang fra Kipili, og vi havde bare brugt en masse tid med vores venner fra byen, da vi en aften efter aftensmad får en besked fra Mary om, at Gaudens var blevet nødt til at tage til Namanyere, en by en times tid fra Kipili, for at skulle lave vejarbejde, og at han ikke kom tilbage. Vi har brugt tid med Gaudens hver eneste dag i det sidste stykke tid, og han er blevet en af vores virkelig nære venner, så det kom som et kæmpe chok, at han så pludseligt måte tage af sted.
Midt i chokket fik vi da endnu en besked om, at han var kommet tilbage til Kipili, for at tage ordenligt afsked. Vi skyndte os ned til familien, hvor Gaudens sad – klar til at sige farvel. Vi havde nået at knytte os virkelig meget til ham i den tid, vi har været her, og det var derfor meget surrealistisk og utrolig hårdt, at vi fra den ene dag til den anden måtte sige farvel til ham. Efter en følelsesladet afsked måtte vi gå triste og chokerede hjem.

Aftenens begivenheder var dog ikke slut, for samme aften blev det bestemt at Marie skulle til Sumbawanga for at arbejde på Peter's House. Vi har haft det helt fantastisk sammen Pauline, Marie og jeg, og vi har virkelig nydt al den tid, vi har boet sammen her i Kipili, og det var derfor rigtig svært, da det var den beslutning, der blev taget. Samtidig var der et vigtigt og utrolig spændende arbejde, der stod og ventede på Marie i Sumbawanga. Allerede den næste dag tog Marie med Knud til Sumbawanga, hvor hun blev sat lidt ind i opgaverne. Herefter at vendte Marie tilbage til Kipili i et par dage for at tage afsked. Det var en hård afsked, da vi om lørdagen alle tre, Pauline, Marie og jeg, tog ud på lodgen for at spise aftensmad sammen. Det var en fantastisk aften, hvor der blev talt om minder og bare hygget helt vildt. Vi er så taknemlige for den tid, vi fik sammen her i Kipili med Marie, og er virkelig også glade for, at hun ikke er længere væk end Sumbawanga.

Det blev til et par hårde afskeder i den uge, men heldigvis er det jo blot et bevis på, at noget har været godt.

Middag på lodgen

Heldigvis endte det hele ikke med afsked. Søndag morgen klokken 6 tog Marie, Pauline, Mary og jeg nemlig med bus mod Namanyere. Vi havde, allerede den aften Gaudens forlod Kipili, sagt, at vi ville komme og besøge ham. I mellemtiden var der sket det fantastiske, at han havde ringet og sagt, at han kom tilbage til Kipili. Da vi tog mod Namanyere var det derfor for at hente ham med hjem igen. I første omgang besøgte vi dog hans og Marys to søskende Imanuel og Gustaf, som begge bor i byen. Det var noget af en velkomst vi fik. Da vi ankom med bussen ventede Gaudens på os med et af de inderligste kram, jeg længe har fået. Det var en dejlig dag i Namanyere – men den fik en meget tosidet afslutning. Nok fik vi Gaudens med tilbage til Kipili, hvilket var helt vildt fantastisk, da han virkelig ikke var glad i Namanyere, men desværre havde vi ikke Marie med tilbage. Hendes tur gik fra Namanyere videre til Sumbawanga med bus. Det var på mange måder genforening og afsked i ét.

Mary laver mad i Namanyere

Mig, Mary, Pauline, Gaudens, Imanuel (lillebror til Gaudens og Mary) og Marie

Hjemme i Kipili ventede Gaudens familie med krammer og stor glæde, da Gaudens vendte hjem. Også vi blev modtaget med kram og stor tak for at tage ud efter Gaudens. På mange måder var denne uges begivenheder skelsættende for vores forhold til familien Kasokota, som Gaudens familie hedder. Det har længe været et utroligt godt forhold, vi har haft til Gaudens og alle hans søskende og andre familiemedlemmer, men det var som om, at det i den uge bare blev sat meget klar, hvor meget vi er kommet til at holde af Gaudens og hans familie. Jeg føler det som en stor velsignelse, at vi har lært dem at kende. De er nogle utrolig varme og hjertlige mennesker, som jeg bare føler mig så heldig over at kende og hver dage lære bedre at kende.

På vej hjem fra Namanyere

Det sidste stykke tid har været meget præget af al den genforening og afsked. På trods af at det har været svært at skulle sige farvel til mennesker, må jeg sige, at det minder mig, om hvor heldig jeg er, at være omringet af folk, der betyder meget for mig. Det er bare så vigtigt, særligt når man levet i et land og en kultur, som er så forskellig fra sin egen, at have folk omkring sig, som man har det godt med, og på det punkt kan jeg rolig sige, at jeg er blevet velsignet stort.  

Mary og jeg

Venner